Projekt surdej - del 1

Nu har jeg i noget tid gået og syntes, at det rugbrød, man køber i supermarkedet aldrig var helt godt. Der er selvfølgelig forskel i smag og kvalitet (hvilket sjovt nok for det meste hænger sammen med pris - men ikke altid!), men det er jo ikke i nærheden af friskt brød fra bageren eller egen ovn. Så da jeg havde læst dette indlæg hos Home(whole)meal, besluttede jeg mig for at give det et skud. Jeg vil prøve at starte min egen surdej, så jeg kan bage noget lækkert rugbrød selv. Hvis det lykkes, bliver det helt klart bedre end det, vi plejer at spise fra supermarkedet, og sikkert også billigere i længden.

Man har jo før hørt fra Meyer, Plum, og alle mulige andre, at det er så nemt, så nemt at lave sin egen surdej. Så det må jeg jo finde ud af ved at prøve det. Sådan en skal jo passes, især i starten, næsten som et kæledyr.

Jeg følger opskriften fra ovennævnte blogindlæg, og indtil videre er jeg kommet så langt:

Dag 1, mandag:

150 g økologisk rugmel og 2,5 dl lunkent (som i kropsvarmt - 37 grader) vand blandes godt sammen i et patentglas med lukket låg, og stilles på køkkenbordet. Jeg har kigget på bl.a. Claus Meyers vejledning, hvor jeg læste mig frem til, at man skal røre i dejen et par gange om dagen. Så inden jeg gik i seng, fik dejen lige en omrøring.
Allerede på det tidspukt var den begyndt at lugte.... Ja, jeg vil ikke sige surt, nærmere bare mærkeligt! Efter omrøringen kom den til at lugte mere, som jeg havde forestillet mig. Så fik den ellers lov til at stå igen indtil næste dag.

Dag 2, tirsdag:

Så skal dejen fodres, og halvdelen af dejen tages fra og smides ud. Inden da skulle der ifølge opskriften gerne være nogle luftbobler i overfladen, for det vil vise, at mikroorganismerne er begyndt at formere sig og gøre dejen sur.
Der fyldes igen 150 g økologisk rugmel og 2,5 dl lunkent vand i. Det blandes godt, og så får dejen lov at stå for sig selv igen i et døgns tid. Dog med en lille omrøring i aften.

Så bliver det spændende at se til den i morgen, og se om den begynder at tage form til noget godt :-)


Surdej, dag 1



Etiketter: , , ,